METODE
-
Spørg gruppen om, hvordan de forestiller sig det er at være flygtning i et nyt land. Hvordan mon den første dag er? Hvad mon de har efterladt i deres hjemland? Hvilke håb og frygt mon de har for fremtiden?
-
Bed derefter pigerne om to & to at læse udsagnene på ark 1 og 2 igennem og derefter fortælle hinanden om deres følelser omkring det.
-
Bed dem om hver især at skrive et brev til nogen de måtte have forladt i deres hjemland, hvis de var flygtning, hvor de fortæller om deres nye liv og oplevelser.
RESULTAT
At opnå en større medfølelse overfor flygtninge og end dybere indsigt i de forfærdelige, vidtrækkende og langsigtede følger af krig.
UDVEKSLING AF IDÉER OG PR
Måske får medlemmerne lyst til at kontakte en velgørende organisation, som arbejder til fordel for flygtninge og her igennem finde en måde, hvorpå de kan tilbyde deres hjælp.
FORSLAG TIL AT GEMME ERFARINGERNE
Før dagbog eller tag notater for at se, hvad der lykkes i denne treårs-periode.
Hæng de imaginære breve op på en opslagstavle, hvis I har en.
ALDERSGRUPPE
Egner sig bedst til de ældre medlemmer.
BEMÆRK
Vær sikker på at diskussionen passer til den pågældende aldersgruppe.
Mirsada, 15 år
”Min familie består af min mor og far. Jeg er det eneste barn. Min far var førhen buschauffør og min mor havde en café, som min far havde bygget med hjælp fra sine venner.
Min mor er serber og min far er kroater. I Bosnien var de fleste familier blandede – sådan har det altid været. Jeg tænkte aldrig over nationaliteter. Jeg syntes at alle havde den samme – det er lige meget om du er serber, muslim eller kroat. Da krigen brød ud, begyndte folk at spørge mig om min nationalitet. Nogle af mine serbiske venner ville ikke længere tale med mig. Jeg turde ikke sige noget, fordi jeg var bange for om de ville slå mig ihjel eller gøre min familie noget. Det værste der kan ske, er at blive fjender med sine naboer; med folk som man har kendt hele sit liv.
Da krigen mellem Slovenien og Kroatien brød ud, virkede det bare så fjernt, at ingen rigtig troede at det ville brede sig til Bosnien. En nat i 1992 kom min far meget chokeret og fortalte, at krigen havde bredt sig til en by i nærheden. Vi blev meget bekymrede, fordi vi havde familie der, og telefonerne virkede ikke.
Næste dag blev min by besat af serberne og meget hurtigt blev alle kroater og muslimer fyret fra deres job. Fra de nærliggende byer kom der nu grædende flygtninge gående hen ad gaderne i vores by. Så begyndte serberne at flytte kroaterne og muslimerne i koncentrationslejre. I juli kom de og tog min far. Jeg så ham ikke i 373 dage. I de første par måneder vidste vi ikke, hvor han var henne, men så ringede han. Han sagde: ”I skal ikke være bekymrede for mig”, men jeg kunne høre på hans stemme, at han ikke havde det godt. Han nåede at være i syv forskellige lejre, hvor han hele tiden fik tæv og næsten ingen mad. De fleste døde.
Livet blev sværere og sværere efter at min far havde forladt os. Min mor fik frataget sin café, fordi hun var gift med en kroat. Jeg hadede at gå i skole. De fleste af mine venner ville ikke tale med mig. Og der kom nye folk i skolen, fordi der var serbere, som var flyttet fra landet ind til vores by. Jeg hadede at gå forbi caféen på vej til skole, fordi den ikke længere var vores.
I juli 1993 hørte vi, at min far var kommet ud af lejren. Jeg blev meget glad, men også meget ked af det, fordi det betød at jeg snart skulle forlade min by. Min far kunne ikke komme hjem til os, fordi han ikke var serber, og andre der var kommet tilbage fra lejrene var blevet slået ihjel.
Jeg havde aldrig tænkt på at forlade det sted, som jeg elskede for at begynde en nyt liv, men der var ikke noget valg. På vejen til Kroatien skulle vi igennem en masse kontrolsteder. Jeg var meget bange, fordi vi ikke var sikre på at de ville lade min mor tage af sted. Efter to dage kom min far tilbage. Han var så tynd, at jeg var bange for at røre ved ham.
Vi boede i Kroatien i fire forfærdelige måneder. Min mor forlod aldrig huset. Jeg blev behandlet rigtig dårligt, fordi jeg talte anderledes. Vi kom til Europa i november 1993.
Jeg har bygget mit liv op igen her. Jeg savner Bosnien meget. Jeg tror, at mine oplevelser har gjort at jeg er modnet meget hurtigere”.
Patience, 20 år
”Da jeg kun var 11 år, forlod vi vores hjem efter at høsten slog fejl på grund af tørken. Min far deltog i krigen og vi vidste ikke hvor han var henne. Min mor, min storebror, min lillesøster og jeg blev nød til at rejse uden at fortælle ham, at vi var taget af sted. Min familie stammer fra Zambezi provinsen, så for at komme i sikkerhed blev vi nød til at rejse til Malawi. Rejsen til fods var meget hård. Vi havde ikke ret meget mad og vi blev nød til at rejse om natten for at undgå at blive taget til fange af soldaterne. Vi var meget sultne og til sidst blev vi nød til at spise hvad som vi helst vi kunne finde, selv græs. Mange af de vandløb, vi kom forbi, var udtørrede, så vi var også meget tørstige. Min søster blev meget syg.
Til sidst nåede vi frem til en flygtningelejr i Malawi. Min søster kom på hospitalet med det samme og heldigvis blev hun rask. Vi flettede måtter af græs og brugte dem til at bygge et hus. Efterhånden som flere og flere flygtninge kom til lejren, blev det sværere og sværere at finde brændsel, som vi brugte når vi skulle lave mad. Jeg blev tit nød til at gå i tre timer for at finde noget. I flygtningelejren fik vi noget mad og et lille bitte stykke jord. I regntiden nåede nødhjælpen dog ofte ikke frem til lejren, fordi vejene var så dårlige.
Da vi havde boet i Malawi i seks år, blev der underskrevet en fredsaftale. Vi fik af vide, at vi kunne tage hjem, men kunne vi nu også tro det var rigtigt efter så lang tid? Vi ventede i flere måneder indtil vi var helt sikre på at kampene var stoppet. Jeg ville gerne hjem, men min søster var ikke enig. Hendes hjem var i Malawi.
Da vi kom hjem, så vi at vores hus var delvist ødelagt. Skolen og klinikken var ødelagte. Vi skulle passe meget på, hvor vi gik, fordi der var så mange landminer. Vi fik udleveret såsæd og redskaber, og nu venter vi på at kunne høste vores første afgrøder.
I alle de år vi var væk har vi intet hørt fra min far, og vi troede derfor, at han var død. Jeg kunne næsten ikke huske, hvordan han så ud. Men til vores store overraskelse boede han i nabobyen. Han vidste ikke, hvad der var sket med os. Han blev meget glad og vi græd alle sammen. Min far var blevet ramt af en landmine og havde derfor tilbragt lang tid på hospitalet. Nu er han ikke længere i stand til at arbejde, så min storebror tog til Maputo og fik et job på en byggeplads. Hver måned sender han os lidt penge, så vi kan købe de mest basale ting som sæbe, sukker, olie og brød”.